Jeg vil nu påbegynde en lille skriftlig serie omhandlende min flytning fra min hjemby til en noget større by. Jeg har til hensigt at skrive disse indlæg løbende.
Allerførst vil jeg berette om, hvad der har gjort et stort indtryk på mig. Naturligt er det, at når man ikke kan se andet end dagens lys og nattens mørke, så er der mange ting, der skal indkodes, lagres om man vl. jeg flyttede lørdag 8. november 2012, og havde forinden fået en smule mobilityundervisning sådan at jeg havde få ruter at tage. En som fører mig til det nærmeste busstoppested og en anden, som fører mig hjem fra et andet busstoppested.
Det som har gjort et meget stort indtryk på mig er, hvor meget energi og tid, som bruges på korte, men effektive veje. Jeg har nu nogenlunde styr på vejen til busstoppestedet, sådan at jeg kan komme til uddannelsessstedet, hvor jeg studerer, men mangler stadig lidt på “hjemtursruten”. Jeg regnede med, at det ikke ville være særligt svært, hvad det som sådan heller ikke er, men der er stadig småting, som kan gøre mig usikker på de helt nye ruter, og jeg ønsker at de allerede nu sidder lige i skabet, så jeg kan få sat mere på. Men et er, hvad man ønsker, og noget andet er hvad man reelt kan magte.
Hvorfor overrasker al det her mobility mig så?
Jeg tror svaret kan findes i, at jeg tidligere havde ruter at bygge ud fra. Da jeg gik min første mobilityrute som barn, så skulle jeg finde hjem. Og denne rute blev et omdrejningspunkt for mig i al den tid, hvor jeg boede i min hjemby. Det betød, at jeg aldrig skulle starte helt fra bunden. Men jeg kunne altid bygge videre på noget kendt. Nu skal jeg noget helt andet. Nu skal jeg nemlig finde vej ad forskellige ruter, hvor jeg ikke kan nøjes med at koble ting på én rute, men skal have flere forskellige indkodet og lagret.
Samtidigt med det ovenstående har jeg også en lejlighed at skulle orientere mig i. Altså modsat min sidste flytning, hvor jeg var kendt med mobilityen, og derfor kun behøvede at bruge mange resourcer på lejligheden og alle tings placering. Her skal begge ting klares løbåde. Misforstå mig nu endelig ikke. Jeg vil ikke fremstå som en klynkende person, der er trist over sin situation. Tværtimod er jeg glad for de nye udfordringer, men de tager til sammen rigtigt mange resourcer, så kender du en synshandicappet, som flytter eller er ved det, så bliv ikke overrasket, hvis vedkommende kan være lidt flad de første dage. For disse ting tager mere tid end man selv er klar over, og man får det ikke lige indkodet på et par timer.
(